Uddannelsen er gratis.
Du får elev- lærlingeløn når du har en uddannelsesaftale med en virksomhed (en læreplads).
Lønnen får du fra den dag, din uddannelsesaftale træder i kraft, og det gælder hele din læretid, både i skoleperioder og oplæringsperioder.
Hvis din uddannelsesaftale dækker grundforløbet, får du også lærlingeløn på grundforløbet. Ellers kan du søge SU, hvis du er fyldt 18 år.
Er du under 25 år, er din startløn som lærling typisk cirka dobbelt så høj som SU for udeboende over 20 år.
Er du 25 år eller derover, er din startløn som voksenlærling (EUV) højere i nogle brancher, og så vil den typisk ligge på niveau med den minimumsløn, som er aftalt for voksne på området.
Din lærlingeløn stiger, mens du er under uddannelse.
Lærlingelønnen er aftalt mellem arbejdsgiverorganisationen og den faglige organisation på området. Spørg virksomhedskonsulenten om lønnen indenfor branchen.
På nogle uddannelser kan du komme i skoleoplæring. Her får du en særlig skoleoplæringsydelse.