Magnus modtager prestigefyldt pris

Arbejdstøjet fra værkstedet var fredag formiddag skiftet ud med jakkesæt og blankpudsede sko, da Magnus Emil Sloth Jørgensen fra Brabrand trådte op på scenen i Industriens Hus i København.
Den tidligere smedelærling fra HANSENBERG var nemlig en af modtagerne af ML-prisen – Metalindustriens Lærlingepris.
”Det betyder utroligt meget for mig, for jeg kommer fra en familie med håndværkstraditioner gennem generationer – og hvor der også tidligere er vundet medaljer”, fortæller Magnus.
Han har været i lære ved Jubo Rustfrit Stål A/S i Hørning, og her er han i dag fastansat som faglært smed.


Topkarakter på alle måder
Til svendeprøven fik han 12 for sit arbejde med et destilleringsanlæg. Og netop topkarakter ved svendeprøven er et af kriterierne for at komme i betragtning til ML-prisen.
Derudover skal man have udmærket sig som en god kollega og samarbejdspartner undervejs i uddannelsen. Og så skal lærlingen indstilles af både virksomhed og skole.
Her fra HANSENBERG er det faglærer Peter-Michael Mose Madsen, som har indstillet sin tidligere elev.
I indstillingen lyder det blandt andet:
”Magnus er typen, der spiser udfordringer til morgenmad – og aldrig springer over, hvor gærdet er lavest. Med hans høje arbejdsmoral og dedikation skaber han sig hurtigt et overblik over opgavernes omfang og går så systematisk og målrettet efter den gode løsning. Altid med et smil på læben og med en evne til at holde hovedet koldt i pressede situationer”.
”Magnus har altid overskud til at hjælpe sine klassekammerater. Selv om han selv står begravet i en svær opgave, hindrer det ham ikke i at give en hjælpende hånd. Hans daglige indsats – sammenholdt med hans gode energi – er med til at styrke sammenholdet og holde humøret højt. Dette er et enormt aktiv for kolleger og klassekammerater”.

“Der er struktur på HANSENBERG. Der er det, der skal være i værkstedet og personalemæssigt. Faglærerne gør det rigtig godt og er engagerede, og der er altid en, man kan tage fat i. Der er en seriøsitet forbundet med det hele.
Smed og vinder af ML-prisen Magnus Emil Sloth Jørgensen.
Engagerede faglærere
Det er andet år i træk, at en smed uddannet på HANSENBERG vinder ML-prisen. Sidste år løb klejnsmed Jakob Østergaard Nielsen med prisen, og Magnus har et bud på, hvad en del af forklaringen kan være:
”Der er struktur på HANSENBERG. Der er det, der skal være i værkstedet og personalemæssigt. Faglærerne gør det rigtig godt og er engagerede, og der er altid en, man kan tage fat i. Der er en seriøsitet forbundet med det hele. Og mit firma prioriterer at sende deres lærlinge til skolen”.
Nu vil Magnus samle endnu mere erfaring indenfor sit fag, som han er vild med:
”Du får et råmateriale, og så skal du selv samle det ved at svejse. Man skal gøre det til et produkt til en kunde. Det er megafedt. Det er ikke altid det nemmeste materiale at arbejde med, så man bliver også udfordret. Der skal noget finesse til. Der skal være høj finish, for det er dele, der skal anvendes i fødevare- og medicinalindustrien”.
Bag ML-prisen står Metalindustriens Uddannelsesudvalg (MI), der er et samarbejde mellem DI, Dansk Metal og TEKNIQ. Hvert år hædrer udvalget nyudlærte svende, og prisen sætter fokus på de talenter, der er med til at udvikle og styrke fremtidens metalindustri.
Der blev uddelt i alt 25 priser indenfor forskellige fag.

Anne Louise Mikkelsen
Journalist og presseansvarlig
alm@hansenberg.dk+45 7932 0583