Kobberrør, karriere og kærlighed

Da Thea Qvist og Lasse Caspersen forleden var til svendeprøve i HANSENBERGs VVS-værksteder, tog de derfra med topresultater.
For som den eneste fra holdet opnåede Thea – med tre 12-taller ud af tre mulige – en medalje. Og hun var skarpt forfulgt af Lasse med to 12-taller og et 10-tal. Efter prøven kunne de fejre resultaterne sammen derhjemme.
Thea og Lasse fandt nemlig hinanden og kærligheden på uddannelsen, og i dag bor de sammen i Kolding. Men hvordan fungerer et parløb, hvor begge brænder for deres fag og uddannelse – og tilmed har samme fritidsinteresse?
”Vi har sagt til os selv, at i skolen er vi bare ”Thea og Lasse – hver for sig”. Og så helt almindelige klassekammerater. Vi trækker en grænse, og det kan måske godt lyde lidt hårdt, men det fungerer for os”, forklarer Lasse.
Det har været en fordel at flytte sammen i egen lejlighed, mener Thea. For tidligere mødtes de hos hinanden, og her var pladsen minimal:
”Vi bor sammen, vi kører sammen til og fra skole, og vi spiller begge to håndbold. Der går ikke en time, hvor vi ikke er sammen. Den del er blevet meget nemmere nu, hvor vi har mere plads – og ikke mindst døre, der kan lukkes. Ellers kan det hele gode blive alt for pussenusset. Ja, bare for meget”.
”Men det bliver en identitet at være håndværker. Det kan være svært at lægge arbejdet fra sig, når man brænder for et fag. For eksempel synes jeg, det var så fedt at stå i det under svendeprøven, og jeg havde slet ikke lyst til at tage hjem hver dag”, fortæller Thea.

Komplementerer hinanden
Ved svendeprøven fik Thea til opgave at etablere en varmepumpe, varmtvandsbeholder og varmtvandsprioritet, som gik ned til en shunt, mens Lasse arbejdede med et pillefyret anlæg med varmtvandsbeholder og to shunter.
Den opgave klarede Thea altså til perfektion, og Lasse var blot et enkelt point for at gøre hende kunsten efter.
”Det drejede sig om en enkelt millimeter ved en shunt, så det ærgrer mig selvfølgelig”, siger Lasse.
Gennem deres uddannelse har Thea og Lasse været i lære i hver deres virksomhed – henholdsvis Krenk VVS og Vejen VVS Service. De er rørende enige om, at de heller ikke fremadrettet skal arbejde sammen:
”Under vores uddannelse har vi haft mulighed for sparring. Det, jeg er rigtig stærk i, har jeg hjulpet Lasse med – og omvendt. Men vi kommer ikke til at starte et VVS-firma sammen. Så skal det i hvert fald først være, når eventuelle børn er blevet lidt ældre”, siger Thea.
De har også forskellige spidskompetencer. Thea har i sin læretid arbejdet meget for private og for en hel boligforening, hvor omdrejningspunktet har været service og teknik.
”Jeg har mere dag til dag-projekter, mens Lasse arbejder på nogle rigtig store projekter i industrien. På skolen har vi to ikke hjulpet hinanden mere, end hvad hele holdet har gjort”, fastslår Thea.
Theas svendestykke
Unikt fællesskab på holdet
I sin tale til de nye VVS-energispecialister lagde faglærer Martin Harlev Finnerup da i den grad også vægt på, at han og faglærer Lars Dibbern har sat stor pris på den varme, der har været på holdet:
”På Lars’ og mine egne vegne vil jeg gerne sige tak for kampen! Det har været en fornøjelse at være underviser for jer igennem de seneste tre år. Og ikke mindst at se, hvordan I som hold har arbejdet sammen og hjulpet hinanden, når opgaverne har været svære. Jeg ved jo, at I også ser hinanden privat, og det gør jeres hold endnu mere unikt”.
”Hold nu op, hvor er jeg stolt af at være en del af jeres rejse – og over at have set, hvad I har præsteret. Tusind tak, fordi I har været en del af vores hverdag”.
Lasses svendestykke
Den sidste mistænkte
Selvom Thea har været ene kvinde på holdet, har det ikke været et problem, understreger hun.
”Man glemmer det helt, for jeg er ikke blevet behandlet på en anderledes måde. Der bliver taget rigtig godt imod en, og piger skal bestemt ikke lade sig afskrække. Og det har den fordel, at hvis nogen slår en lydløs prut inde i klassen, er jeg altid den sidste, de mistænker, selv om det er mig, der står bag”, siger Thea med et stort smil.
Hun forklarer, at hun ikke som sådan har haft som mål at være rollemodel for andre kvinder, der overvejer at vælge faget:
”Jeg vil også gerne vise min læreplads, at de ikke har taget fejl, da de tog mig ind. Jeg vil gerne vise, at de ressourcer, lærepladsen har brugt på mig, har betalt sig”.
I kølvandet på sin svendeprøve har Thea indstillet Krenk VVS til prisen som Årets Læreplads.
”Men som kvinde er jeg da stolt over at vise, at vi godt kan få en medalje. Jeg ved, hvad jeg gør. Ellers havde jeg ikke stået her. Og jeg vidste ikke engang, hvad en svensknøgle var, før jeg startede”.

“Jeg vil ikke kun ’sælge, sælge, sælge’. Jeg vil hjælpe kunderne – det er også mit job at hjælpe dem til at få en bedre økonomi ved at spare hist og her.
VVS-energispecialist Thea Qvist fra HANSENBERG.
Samler på erfaring
Netop den udvikling kom Martin Harlev Finnerup også ind på i sin tale:
”Thea, du har om nogen vist, at vi skal have flere kvinder ind i VVS-faget. For hold nu op for en udvikling, du har været igennem. Det, du har præsteret i det seneste år – og ikke mindst i dit svendeprøveforløb – er ikke mindre end fantastisk. Du skal være så stolt af dig selv! For det er vi her på skolen”.
Nu er planen, at både Lasse og Thea får endnu mere erfaring som faglærte VVS-energispecialister.
”Som faglært VVS-energispecialist venter der fast arbejde og en høj løn. Så i første omgang skal jeg ud at arbejde som faglært. Uddannelsen åbner døre ind til så mange karrieremuligheder”, siger Lasse.
”Jeg vil ikke kun ’sælge, sælge, sælge’. Jeg vil hjælpe kunderne – det er også mit job at hjælpe dem til at få en bedre økonomi ved at spare hist og her”, siger Thea, som ved en tidligere lejlighed har talt om, hvad det fedeste ved faget er:
”Det bedste ved mit fag er, at jeg kan være aktiv. Jeg kommer ikke til at sidde på et kontor, og jeg vil blive ved med at støde på nye ting, selv om jeg er i branchen i mange år, for der sker hele tiden ændringer indenfor teknologien – og det er spændende. Der sker ikke det samme dag efter dag, og det kan jeg godt lide”.
Flot, flot arbejde af Thea, Lasse og hele holdet!
Anne Louise Mikkelsen
Journalist og presseansvarlig
alm@hansenberg.dk+45 7932 0583